Internettet er kommet for at blive – gudskelov

Facebook bliver man afhængig af. Twitter er overfladisk. Onlinespil har nærmest siden de dukkede op gjort børn og unge ensommere, dummere og mere voldelige. Nyheder på nettet er for korte, og de når ikke i dybden. Alt i alt slår vi alt for meget tid ihjel ved at sidde foran computeren eller med smartphonen mellem fingrene.

Der er meget, man kan have  imod internettet.

Men jeg vil til enhver tid stå op for cyberspace og sige: Internettet er en drøngod opfindelse! Det er da fantastisk, at vi kan lære om andre mennesker i andre kulturer ved, at alle og enhver kan komme til orde på Twitter, Facebook, YouTube og blogs. Vi kan lynhurtigt finde informationer og viden med få fingerbevægelser på en smartphone. Og underholdning i lange baner er blevet mere tilgængeligt i form af onlinespil og film- og musiktjenester.

Jeg er ikke fortaler for, at vi bruger al vores tid på at spille Angry Birds, like og tweete, kun at læse de korte nyheder og droppe at beskæftige os med den virkelige verden. Alt med måde. Vi skal naturligvis være kritiske med de nye medier og teknologier.

Men vi skal ikke fordømme dem.

I debatten om sociale medier, smartphones og onlinespil er tonen ofte netop fordømmende. Med denne blog vil jeg gerne være en modvægt til holdningen om, at nettet nærmest er noget farlight. Nettet rummer mange muligheder for viden, kulturudveksling og kommunikation – men da også for tidsfordriv. Og det er der ikke noget galt i.

Velkommen til!

Derfor er jeg web-begejstret #1: Spotify viser vej til ny musik

Musik har altid givet mig stor glæde. Jeg lytter til musik, så ofte jeg kan. Siden jeg blev konfirmeret og fik mit første stereoanlæg med cd-afspiller, er min samling af cd’er blot blevet større.

Men så kom Spotify.

Først var jeg skeptisk. Jeg tror, at skepsissen mest af alt bestod af nostalgi. Alle de gode stunder, jeg har haft med mine cd’er, og nu ville de blive fuldstændigt overflødige. Det føltes lidt som forræderi over for dem, hvor fjollet det end lyder.

Og det er meget typisk, når der dukker en ny teknologi op. Folk bliver skeptiske og betænkelige af forskellige årsager. Men når så man vænner sig til det, bliver det en naturlig del af ens hverdag og slet ikke farligt.

Det skete med mit forhold til Spotify. Og mere end det: jeg blev nærmest taget med storm. Det fungerer. Og det fungerer fantastisk. Efter at have prøvet den gratis version et par uger, blev jeg først træt af at skulle afbryde min nydelse med reklamer og vovede mig derfor ud i at betale 99 kroner. om måneden for premium-udgaven, der er reklamefri – og desuden har musik i højere kvalitet samt mulighed for download og dermed at høre musik uden at være forbundet internettet. Det er slet ikke dårligt, når man så finder ud af, at det også gælder på ens smartphone. 

Ja, det er anderledes end mine cd’er. Jeg sidder ikke og bladrer i bookletten, mærker den mellem fingrene og læser sangteksterne.

Men til gengæld har jeg adgang til stort set alt det musik, der er indspillet på denne jord. For 99 kroner om måneden. Og med “discover”-funktionen kan den endda – ud fra det, jeg har lyttet til – give mig anbefalinger og udvide min horisont.

Og cd’erne – dem har jeg stadig. I en skuffe. Jeg nænner ikke at gå af med dem, selvom jeg aldrig sætter dem på.

Spotify er kun én i et landskab af musiktjenester, der tilbyder millioner af musiknumre mod en månedlig betaling. Jeg ved ikke, om den er den bedste, men jeg ved at den er helt fantastisk. Jeg har også prøvet YouMusic, som er inkluderet i mit mobilabonnement. Men her fungerede app’en ikke på min smartphone og musikken var i mærkbart dårligere kvalitet, når jeg sad på computeren.

4 grunde til at rumme dit barns brug af tablet

“4 grunde til at dit 3-5 årige barn IKKE skal babysittes af din Ipad”.

Sådan lyder overskriften på et blogindlæg fra psykologviden.dk, der er blevet ivrigt delt den seneste uge. Indlægget kan læses her. Budskaber er, at børn – og især de helt små – i stedet for at blive “babysittet” af en tablet skal ud og sanse verden og lege, for det udvikler deres hjerne sig bedst af. Og det er sikkert rigtigt nok. Forfatteren bag bloggen er psykolog. Hun har et videnskabeligt belæg for at sige, at tablets til børn er problematisk.
Men hvorfor kun fokusere på tablettens negative sider? Jeg vil nuancere billedet også give folk 4 grunde til, at tablets til børn kan være en god ting, idet tablets:

  • gør børnene fortrolige med en teknologi, der vil fylde rigtig meget i deres fremtidige liv – privat, i skolen – og senere på arbejdsmarkedet.
  • kan give børnene en rolig stund efter en dag med fuld fart på i børnehaven.
  • kan give et fællesskab med vennerne omkring et spil, man har spillet eller inspirere til at lege, at man er figurerne fra spillet.
  • er sjove at spille på, synes mange børn.

Selvfølgelig skal børn ikke “babysittes” af tablets. Men hvis forældrene trænger til en pause og derfor placerer deres barn i sofaen med en tablet for at få lidt fred og ro efter en lang arbejdsdag, så er det nu engang ikke teknologiens skyld. Det er udtryk for et samfund, hvor vi skal arbejde, yde, tjene penge til hus, have, mærkevaretøj til børnene, ferier, fester og nye gadgets. Her bliver børns tabletspil til en syndebuk for en uheldig samfundstendens.